Pressemeddelelse
Ny Direktør og Bestyrelsesformand i Wood Treatment Technology
Advokat Karsten Cronwald er tiltrådt som bestyrelsesformand for WTT. Samtidigt tiltræder Jakob Jakobsen som ny adm. direktør efter Peter Klaas, den 25. november 2022. Peter Klaas forbliver i bestyrelsen for WTT som hovedaktionær.
Advokat (H) Karsten Cronwald, advokatfirmaet Cronwald, Viborg, har været advokat og rådgiver for WTT siden Peter Klaas tiltrådte i 2013. Karsten har derfor et indgående kendskab til WTTs driftsforhold, udvikling og strategi.
Jakob Jakobsen kommer fra en stilling som driftsdirektør i WTT. Jakob har være kollega i WTT siden 2010. Han startede som smed i produktionen og rejsemontør. Senere har han haft ledelsesansvar for produktion, projektering, indkøb og teknisk afdeling. I de sidste 3 år har Jakob stået i spidsen for WTTs transformation fra smedevirksomhed i Brande til project/engineeringvirksomhed i Grindsted.
Karsten Cronwald udtaler ”Det har været en spændende rejse at følge WTT og jeg glæder mig til at blive endnu tættere knyttet til virksomheden. Virksomheden har gennem fokus på udvikling af såvel strategi, produkter og medarbejdere, skabt et solidt grundlag for fortsat vækst. Det er min forventning, at WTT vil fortsætte og udvikle sin rolle som en betydende aktør, særligt inden for træmodificering.”
Jakob Jakobsen glæder sig til sine nye rolle: ” Rollen som adm. dir i WTT er en opgave, jeg har forberedt mig på gennem flere år, og jeg føler mig derfor godt forberedt. På den kortere bane er fokus fortsat på at bringe WTT sikkert gennem usikre tider, samtidigt med at vi udvikler forretningen. Den fortsatte udvikling af nye bæredygtige, industrielle løsninger til træbehandling ligger i vores DNA, og jeg ser frem til at løse denne opgave sammen med resten af teamet”.
”Dette er en vigtig milepæl i den langsigtede strategi som vi etablerede i 2014. Jeg er overordentligt tilfreds med, at vi er nået hertil, og måden det er gjort på. Med et stærkt WTT-team på plads og den nye rollefordeling mellem Karsten, Jakob og jeg, har vi nu gode forudsætninger for at fokusere på den næste milepæl, som er at opbygge en betydelig forretning i Nordamerika”, udtaler Peter Klaas.
Fakta
WTT er en international teknologivirksomhed, der udvikler, producerer og sælger industrielle træbehandlingsanlæg. I de senere år har virksomheden udviklet og patenteret avancerede teknologier til industriel modificering af træ, så det opnår høj holdbarhed mod råd og svamp, uden brug af biocider. Det internationale marked for modificeret træ forventes af vokse betydeligt i de kommende årtier.